Langrend, rulleski, løb og atletik er mine foretrukne idætsgrene. Som barn spillede jeg både fodbold og især håndbold, men efter jeg er blevet voksen er det særligt konditions- og udholdenhedsidrætterne, der har fascineret mig.
Løb
Fra jeg var ca. 10 år har jeg næsten hvert år deltaget i Eremitageløbet i Dyrehaven. De første mange år sammen med min far, som jeg også indimellem trænede med. Men han har uden tvivl været den, der inspirerede mig til at deltage – og var den, der stak lidt til mig, når dovenskaben fik overtaget i teenageårene. Da jeg var i begyndelsen af tyverne fik andre interesser overtaget, men fra 1997 har jeg bestræbt mig på at deltage hvert år. Med typisk 2-3 måneders træning i sommerperioden er resultaterne på de 13,3 kilometer blevet som følger:
1997: 58:03 min
1998: 57:00 min
1999: 57:03 min
2000: Måtte melde afbud p.g.a rejse til Zambia
2001: 56:15 min
2002: 57:32 min
2003: 56:06 min
2004: 56:28 min
2005: 55:29 min
2006: Deltog ikke
2007: 1:00:27 min (startnummer 15.000 !)
2008: 1:00:19 min
2009: 1:00:23 min
2010: 58:54 min
2011: 1:01:05 min
2012: 58:33 min
2013: 59:27 min
2014: 1:01:08 min
2015: 58:32 min
2016: 59:54 min
2017: 57:12 min
2018: 58:21 min
2019: 1.:00:10 min
Langrend og rulleski
Fra jeg var ca. 10 år begyndte min familie at tage på skiferie i Norge. Det var årets absolutte højdepunkt, når vi fredag eftermiddag gik ombord på Oslo-båden og dens store tag-selv-bord med pil-selv-rejer, kiks og myseost. Så rejsen og forventningens glæde var en pirrende optakt til togturen gennem det sneklædte norske fjeldlandskab, der fik sin ende, når døren blev åbnet til højfjeldshotellet eller fjeldstuen på Hallingskarvet, Hornsjø, Spåtind, Gaustablikk eller Høvringen. Så var det familieferie med stort F – og langrend med stort L.
Da danskerne i de samme år blev velsignet med snerige vintre fik vi unger mulighed for at udbygge skifærdighederne på de små bakker bagved parcelhusene i Slagelse. Og de benyttede vi os af i de op til to måneder, hvor sneen lå hvid og indbydende til leg og læring.
Da jeg kom i gymnasiet blev skierfaringerne udvidet med alpin, og destinationerne blev udvidet med Sct. Michael, Obergurgl og Les Deux Alpes. Men selvom alpinskiøb er sjovt, så er det sammenlignet med langrend jo kun ren turisme! Som at sammenligne Ibiza med et jungletrek på Borneo.
Langrend er min favoritidrætsgren – selvom det som dansker er svært at få tid til at træne alt det man gerne vil! Siden 1989 har jeg trænet til og deltaget i to af verdens største og mest berømte skiløb: Det 90 kilometer lange Vasaloppet mellem Sälen og Mora i Sverige og det 54 kilometer lange fjeldløb Birkebeinerrennet mellem Rena og Lillehammer i Norge.
Mine tider i Vasaloppet er:
1989: 9.57.52 timer
1990: Aflyst på grund af manglende sne
1991: ca. 9.51 timer
1998: 8.00.40 timer
1999: Udgik efter 47 km.
2000: 7.36.51 timer
Mine tider i Birkebeinerrennet er:
2001: 5.03.30 timer
2002: 4.44.18 timer
2003: 5.27.57 timer
2004: Udgik efter ca. 30 km.
2005: 4.56.11 timer
2006: Deltog ikke
2007: Deltog ikke
2008: 4.40.29 timer
2009: 5.11.20 timer
2010: 5:02:57 timer
2011: Deltog ikke
2012: 5:13:22 timer.
2013: Udgået efter 17 km med brækket kraveben
2014: Aflyst på grund af storm
2015: Deltog ikke
2016: 5:58:30 timer
Det diskuteres ofte blandt danske langrendsløbere, hvilket af de to løb, der er det hårdeste. Det gives der næppe et entydigt svar på, for det afhænger helt af vejr, smøring, træningsgrundlag og dagsformen. Men jeg synes personligt, at Vasaloppet er det bedst arrangerede løb med en helt utrolig stemning langs løjpen. Man har virkeligt følelsen af at være med et et internationalt arrangement med format. Til gengæld er løjpen meget flad, lidt kedelig – men ufattelig lang!
Birkebeiner’n stiller større krav til de tekniske færdigheder – både hvad angår løb op af lange – meget lange – stigninger, men også lange og hurtige nedkørsler med løbere overalt. Samtidigt har Birkebeinerrennet den finesse, at alle løbere skal bære en rygsæk med 3,5 kilo på ryggen, symboliserende den kongesøn, som birkebeinerne ifølge sagnet reddede hen over fjeldet julenat 1205. Og fjeldet selv kan sådan en marts-lørdag være utroligt smukt, når slangen af rød-, hvid- og blåklædte løbere snor sig op over Midtfjellet hen over myrerne til Sjusøen. Så er den værste stigning overstået – og så går det ned, ned, ned mod målet på OL-stadion i Lillehammer. Så er jeg mit es. Sol, sne og blå swix!
Atletik
I de sidste par år har jeg kastet min interesse over atletikken, som jeg altid har være fascineret af. Som atlet, bestyrelsesmedlem, træner, holdleder og stævnearrangør i Herlev Løbe- og Atletikklub får jeg både motion og mit behov for at igangsætte og udvikle styret til fulde.
